Laboratoriet

Planlagte blodprøver, diabetes- og blodtrykskontroller samt lungefunktionsundersøgelser foregår om onsdagen, hvor vores sygeplejerske er her mellem kl. 08.00 og 14.00.

Efter prøvetagning aftales ofte en tid i konsultationen til en drøftelse af resultaterne. Hvis der ikke er brug for en konsultation, kan svar også gives pr. telefon eller via e-mail.
Som hovedregel forventes at du selv kontakter os for svar på prøver.

Urinprøver
Ved akut opstået blærebetændelse kan der, inden kl. 13.00,  afleveres en urinprøve ved skranken og du vil derefter få telefonisk svar på denne. Det vil være fint, hvis du ringer i forvejen, men der behøves ikke egentlig tidsbestilling.

Ønsker du podning for klamydia, kan vi nu tilbyde, at du selv laver prøven.
Kontakt klinikken, få en kort introduktion og et lille prøvesæt. Prøven afleverer du ved skranken og svaret vil komme i løbet af ganske få dage. Du vil herefter få svar pr. mail.

Det samme gælder for urinprøve for klamydia hos mænd.

Vejledning urinprøve
Det er bedst, hvis den afleverede urin er en såkaldt midtstråleurin. Det vil sige, at vandladningen påbegyndes i toilettet, prøven opsamles fra den midterste del af vandladningen, og resten af blæren tømmes i toilettet.

HVIS DU ER KVINDE: Du skal holde skamlæberne adskilt for at undgå forurening af bakterier fra hud og skede, og lade vandet i toilettet. Ved ca. halvtømt blære fører du en ren beholder ind i urinstrålen og opsamler urin. Hæld urinen over i prøveglasset, som skal fyldes til lige under øverste kant.

HVIS DU ER MAND: Du skal lade vandet i toilettet. Ved ca. halvtømt blære fører du en ren beholder ind i urinstrålen og opsamler urin. Hæld urinen over i prøveglasset, som skal fyldes til lige under øverste kant.  Er der ikke mulighed for at lave prøven i klinikken, er det næstbedste at aflevere en midtstråleurin i et uringlas fra os eller apoteket.

HUSK, urinen skal opbevares koldt (gerne køleskab) og afleveres til klinikken indenfor 2 timer. Morgenurin er ikke nødvendigt.
Urinprøver bør aldrig afleveres i gamle pilleglas, syltetøjsglas, plastemballage eller lignende. Der kan afhentes autoriserede prøveglas i klinikken eller de kan købes på apoteket.

Graviditetstest
Graviditetstest udføres umiddelbart, såfremt du ringer om aftale i forvejen.

Blodtryksmåling
Måling i laboratoriet er vejledende til at afgøre, om der er mistanke om forhøjet blodtryk. Selve diagnosen stilles ved at foretage en hjemmeblodtryksmåling  over 3 dage. Hvis du ikke selv har en blodtryksmåler, kan du låne en i klinikken og ved behov kan du også få en instruktion i brugen af det.
Efter blodtryksmåling får du en tid i konsultationen til en snak om resultatet.